Rækkehusene på Fuglebakken

De 166 rækkehuse i Fuglebakkens Ejerlaug blev opført i to etaper i perioden 1927 til 1929. Bag byggeriet stod arkitekt Thorkild Henningsen, murermestrene A.V. og G.C. Andersen og advokat Karl Krange. Grundarealet blev købt af Frederiksberg kommune og var i 1920erne dels åbent land, dels fabriksområde, blandt andet for Københavns Papkassefabrik.

Første huse 25.000 kr

De første huse blev solgt for 25.000 kr. med en udbetaling på 5.000 kr. Fru Espersen var den første beboer, der flyttede ind i sit rækkehus, nemlig på Egernvej . Det skete i februar 1928, hvor de første 66 rækkehuse stod klar. Så fulgte opførelsen af de sidste 100 rækkehuse.

I dag er husene meget eftertragtede, men meningerne om husene var dengang temmelig delte.

Arkitekt Thorkild Henningsens datter, Nan, har fortalt, at det helt nyopførte boligområde af udenforstående blev omtalt som boliger ”for de allerfattigste mennesker” i bogen Rækkehusene på Fuglebakken.

I dag – 2004 -  er prisudviklingen fulgt med den eksplosive prisudvikling i hele hovedstadsområdet. Rækkehusene med et grundareal på 70 kvadratmeter handles til priser på omkring 5 -6 millioner kroner. De større rækkehuse med grundareal på 90 kvadratmeter handles til omkring 6 -8 millioner kroner.

Ens huse – men kun udenpå

Rækkehusene er underlagt en deklaration, som blandt andet siger noget om facaderne og skel mellem haverne, som skal adskilles af raftehegn. Indvendigt er husene imidlertid meget forskellige. Allerede ved opførelsen i 1927-1929 blev køberne hørt om særlige ønsker til det indvendige. I de senere årtier har mange af husene gennemgået diverse renoveringer fra kælder til kvist. En del huse er i dag beboelige i samtlige fire plan.

 

 

Fuglebakkens Ejerlaug
c/o Ole Poulsen
Vagtelvej 26
2000 Frederiksberg

SJELDANI Boligadministration
P. Knudsens Gade 1
2450 København SV
Tlf.: 33242111

Email: info@sjeldani.dk
Hjemmeside: www.sjeldani.dk




Antal besøgende: 52472 (denne uge: 1026)